Lidt om øllets tilblivelse
Øllets tilblivelse rummer mange smukke aspekter. Udvalget af de få, men udsøgte råstoffer, brygningen i de velkendte kar, gæringens særegne dynamik og modningens stille andægtighed skaber en aura af ro og enkelthed over et vidunderligt produkt. Hvis processerne ikke er nær så enkle i detaljen, og roen er særdeles fraværende i et tapperi, så skyldes det blot den naturlige udvikling i vores samfund, med dybere indsigter i sagernes natur og mekanisering af produktioner. Øllets enkelthed er charmerende. I hovedsagen fire ingredienser: Malt, humle, gær og vand. Der findes ikke mange andre forarbejdede varer med så lille en ingrediensliste. Svaneke Bryghus ambition er derfor, bevidst at holde ingredienslisten lille og kun at supplere med udsøgte komponenter til specielle øltyper, så som enebær eller honning. De subtile nuancer efterstræbes. Sjældent de grove. En væsentlig aspekt ved øl fremstillingen er gæren. Under gæringen omdannes maltsukker til alkohol og kulsyre, men yderligere dannes aromaer som er særpræget for hver gær stamme. Vores viden inden for området tillader os, at pode gær direkte fra en ren kultur og siden hen opformere den i kolber og specielle opformeringstanke. Dette giver os muligheden, at vælge mellem al verdens gær stammer. Vores undergær stamme er da også en ”sær snegl”, og efter brygmesterens viden bruges den ikke andet steds. Det samme gælder vores specielle champagne gær. Inden øllet tappes på flasker eller på fustager undergår det brygmesterens kvalitetskontrol i form af en sensorisk og mikroskopisk bedømmelse. Øllet frigives først efter tilpas modning, selv om det kan tage lang tid. Vores øl filtreres ikke. For at holde på flere smagsnuancer lader vi kun den naturlige klaring ske under modningsfasen i lagertanken. Grundet vores specielle undergær stamme er vores undergærede øller dog ikke til at skelne fra en konventionel, filtreret øl. Vores koncepter afviger vel fra mange andres, men vi går vores vej med den faste overbevisning om, at det er den rigtige. Og det kan faktisk smages.
